Sådan testes hårdheden af ​​plastikpropper

Selvom et svejse--repareret område kan have bestået ikke--destruktiv testning, skal hårdheden af ​​den reparerede zone -bekræftes igen, hvis efterfølgende bearbejdning er påkrævet. Dette tjener som en kontrol af effektiviteten af ​​stress-behandlingen. Hvis anløbningstemperaturen er utilstrækkelig, eller holdetiden er for kort, vil det aflejrede svejsemetal i den reparerede zone udvise høj styrke, men dårlig duktilitet; under bearbejdning kan denne hårde svejsezone nemt få skæreværktøjer til at spåne eller revne. Ydermere kan et misforhold i mekaniske egenskaber mellem basismetallet og det aflejrede svejsemetal føre til lokale spændingskoncentrationer og resultere i synlige afgrænsningslinjer i overgangszonen for svejsereparationen. Derfor skal det svejse--reparerede område evalueres og verificeres baseret på dets hårdhedsværdier. Brug en håndholdt slibemaskine til forsigtigt at glatte overfladen af ​​det{10}}reparerede svejseområde; Anvend derefter en bærbar Brinell-hårdhedstester til at tage aflæsninger på tre forskellige punkter, og sammenligne hårdhedsværdierne for den reparerede zone med værdierne for selve støbestålkomponenten.

Hvis hårdhedsværdierne i begge områder er sammenlignelige, indikerer det, at oxy-acetylen-tempereringsprocessen i det væsentlige var vellykket. Men hvis hårdheden af ​​den reparerede zone overstiger hårdheden af ​​den støbte stålkomponent med mere end 20 HB, anbefales efterbearbejdning, indtil hårdheden svarer tæt til grundmetallets hårdhed. For tryk-bærende støbte stålkomponenter er efter-varme-hårdheden typisk designet til at falde inden for området 160 til 200 HB; hårdhedsværdier, der enten er for lave eller for høje, er skadelige for bearbejdningsoperationer. Hvis hårdheden af ​​den svejsereparation{10}}zone er for høj, vil det kompromittere materialets duktilitet og derved reducere den strukturelle integritet og sikkerhedsydelsen af ​​ventilhuset under belastning.